-
Fødevarestyrelsen fraråder at skralde efter oversvømmelser
来源: BDK Borsnyt / 27 10月 2023 09:01:54 America/Chicago
Fødevarestyrelsen advarer mod at skralde ved supermarkeder efter store oversvømmelser i sidste weekend, da varerne kan have været i kontakt med kloakvand. Det skriver styrelsen i et opslag på det sociale medie X, tidligere Twitter. - Du ved ikke, hvorfor varen er blevet kasseret. Den kan indeholde udeklarerede allergener, være forurenet med uønsket kemi, eller – som i tilfældet her – med kloakvand, lyder det i opslaget. Fødevarestyrelsen henviser til en artikel fra TV 2, hvor der havde været rift om kasserede varer ved en Meny i Præstø. Butikschefen, Harly Jacobsen, frarådede at tage varerne med hjem. Butikken havde været nødsaget til at smide alle varer ud, da de havde været i kontakt med kloakvand - og derfor var sundhedsskadelige. Supermarkeder er hver dag tvunget til at smide alt fra frugt og grønt til brød og kød ud, fordi det ikke kan sælges næste dag. De, der skralder, dykker derfor ned i containerne for at få gratis mad. Sidste weekends uvejr første til, at vandstanden flere steder i landet var mere end to meter over normalen. Oversvømmelsesvandet kan være blevet blandet sammen med kloakvand og bliver på den måde sygdomsfremkaldende. Kloakvand giver særlig risiko for diarré, men der er også risiko for alvorlige mave-tarm-infektioner. Det kan skyldes sygdomsfremkaldende mikroorganismer fra menneskelig urin og afføring samt fra urin og afføring fra dyr eksempelvis rotter. Derfor skal man være varsom over for oversvømmelsesvand ifølge Statens Serum Institut (SSI). Vandstanden oversteg flere steder en 100-års-hændelse, og Naturskaderådet vurderede efterfølgende, at der havde været tale om stormflod. Det skete i et bælte fra det sydøstlige Jylland, Det Sydfynske Øhav, Langelands og Lollands sydkyst, Østsjællands kyst samt Bornholm. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/foedevarestyrelsen-fraraader-at-skralde-efter-oversvoemmelser